top of page

Underviser
Sangpædagog Anne Rosing


Om uddannelsen

Anne Rosing Instituttets rehabiliteringsuddannelse lærer dig at behandle sangstemmer med permanente funktionelle stemmeproblemer. I de allerfleste tilfælde ser stemmelæberne normale ud. Der er altså ikke tale om ”syge” stemmer med ødemer, polypper og sangerknuder. Stemmen fungerer bare ikke, man kan ikke det, som man tidligere har kunnet og har svært ved at forstå, hvorfor det er sådan. Og mange giver op!
 

Det ser jeg hyppigt hos sangere, uddannede eller autodidakte, som har sunget professionelt i mange år. Top- eller bundtoner forsvinder, eller der opstår hørbare overgange eller knæk ved forbindelsen mellem stemmens dybe og høje leje. Det kan også være en vedvarende slitage eller en permanent hæshed eller luft på stemmen, som der tit af musikalske grunde kompenseres for.
 

For sangpædagogen er det vigtigt at kunne bedømme sangstemmens arbejdsbetingelser. Når der er tale om vedvarende funktionelle stemmeproblemer, er et grundigt detektivarbejde derfor vigtigt: Hvad er årsag og hvad er virkning? Er det en uhensigtsmæssig sangteknik, er det en forkert åndedrætsstøtte, eller skal årsagen søges et helt andet sted, f.eks. i en ubalance i kroppen. Er det overgangsproblematikker eller stress? Problemerne opleves på strubeniveau, men har efter min erfaring tit rod et helt andet sted, nemlig fastlåste kompensatoriske spændinger, som ikke bare kan synges væk.
 

For sangeren er det helt afgørende at forstå, hvad problematikken skyldes, så man kan målrette generobringen af den velfungerende sangstemme med relevante øvelser. Det giver ro og tillid til processen.
 

Rehabilitering betyder således at give sangstemmen de bedste arbejdsbetingelser ved at rydde op i gamle uhensigtsmæssige stemmevaner, og at bygge et nyt og velfungerende instrument op ved at skabe nogle nye, gode vaner. Det er aldrig for sent!
 

Indhold

I rehabiliteringsuddannelsen opbygges et katalog af øvelser, som er med til at bygge en ny velfungerende sangstemme. Du får en præcis gennemgang af holdningsbetingede stemmeproblemer, en grundig vejledning i at optræne åndedrætsstøtten og præcise anvisninger på, hvordan du optræner selve stemmelæbemuskulaturen.

Samtidig lærer du at behandle kompensatoriske spændinger, bl.a. ved hjælp af strubemassage og stræk af stemmerelaterede muskler i nakke, kæbe, tungerod. Med andre ord: Du bygger op og piller ned.
 

Målgruppe

Sangpædagoger, som ønsker at gøre rehabilitering til en del af deres speciale.

Sangere som ud fra et eget behov for at blive rehabiliteret, og som på sigt ønsker at videregive disse erfaringer til andre sangere.
 

Forløb og omfang

Uddannelsen forløber over et år og afvikles som et individuelt forløb med individuel start i august 2025. Timerne aftales fra gang til gang. Der er i alt 40 lektioner. Disse afvikles som solorehabilitering og/eller som supervision af kaniner.

Uddannelsen er tilrettelagt som en primært praktisk uddannelse, hvor afmonteringen af låste kompensatoriske mønstre omkring struben, kæben, nakken tungerod løsnes, bl.a. ved hjælp af strubemassage samtidig med, at en sund funktion bygges op med afsæt i funktionel sangteknik.
 

Har du selv behov for at blive rehabiliteret, begynder du der. Når det skønnes, at du er fortrolig med de relevante øvelser, inddrages kaniner, hvor der så vil være supervision.

Du er selv ansvarlig for at skaffe kaniner.
 

Undervisningsdage
Primært mandage og tirsdage.

 

Pris
54.000 kr. som betales med 4.500 kr. hver måned.

Ansøgning
Der sendes en motiveret ansøgning til anne@annerosing.dk.
Begrænset antal deltagere.

Ret til ændringer forbeholdes.

Etårig uddannelse i rehabilitering
Individuelt forløb – Individuel start!

bottom of page